Et slægtshistorisk besøg

Som det fremgår af indledningen til artiklen: “Lyster-slægtens vej til Bornholm”, så kan vi følge sporet fra Lyster-slægten tilbage til Luster i Norge. Gunnar Larsen fra Lystergruppen besøgte i sommeren 2004 Luster og opsøgte følgende 5 områder, som havde relation til Lyster-slægten:

• Luster
• Fogedgården Talle i Luster
• Dale Kirke i Luster
• Sørheim Adelsgods
• Gården Natvik

Informationerne, der danner grundlag for teksten til denne beretning om det slægtshistoriske besøg, kommer fra flere kilder. De er bl.a. hentet fra lokalhistoriske bøger, ved søgning på internettet samt ved korrespondance med kendte slægtsforskere, bl.a.

• Lars Øyane, der har skrevet : Gard- og Ættesoge i Luster,
• Erling Bjørnetun, kulturchef i Luster, der hjalp med gode kontakter og
• professor Andreas Bjørkum, der i 2005 udgav en omfattende bog om gården Natvik.

Brødrene Tue og Mathias Lauritssøn

Besøget afslørede, at hverken Tue eller Mathias Lauritssøn er kendt i Luster. Der findes desværre ikke kirkebøger og folketællinger fra 1600-tallet i Luster, så det er næsten umuligt at få dokumentation for brødrenes tilhørsforhold. Men de slægtsspor, som vi har omtalt i beretningen “Lyster-slægtens vej til Bornholm” viser, at Søffren Lauritssøn er stamfar til Lyster-slægten i Danmark, og at Søffrens søn Laurits Søffrenssøn er far til Mathias og Tue.

Gunnar Larsen har forelagt denne mulighed for den slægtsforsker, der nok ved mest om Luster-slægten, Lars E. Øyane, og hans konklusion er, at både Mathias og Tue må være sønner af Laurits Søffrenssøn og Aasta Tuesdatter og slægtshistorien vil blive opdateret, så de passer til den indhøstede viden.

Luster, Norge

Lustrafjorden set fra Sørheimssiden (foto: Gunnar Larsen 2004)

Turistbrochuren Lusterguide indleder med at fortælle om Luster (Lyster) på denne måde:

Der hvor Europas længste fjord, Sognefjorden, strækker sig ind over landet i mødet med Jostedalsbreen og Jotunheimen, ligger Luster kommune. Luster, som er mellem de største kommuner i Syd-Norge, er en fascinerende del af Norge. Et vestland i miniature med smukke fjorde, bratte fjelde, vandrige fossefald, blå breer og frodige dale. De omkring 5000 indbyggere i kommunen har landbrug, frugt- og bærdyrkning, industri, elkraftproduktion, rejseliv og privat og offentlig service som levevej.

På internetsiden http://www.sognefjord.no beskrives Lusterområdet således:  

Landskabet omkring Lusterfjorden er meget malerisk, og mange store kunstnere har ladet sig inspirere af den specielle smukke natur her i enden af Sognefjorden. Lusterfjorden strækker sig helt ind til foden af Jotunheimen, Breheimen og Jostedalsbreen, og fra Skjolden i øst til Solund i vest, er Sognefjorden hele 204 km lang. Der bor folk langs begge sider af Lusterfjorden og naturen er præget af et frodig og smukt kulturlandskab med frugt og bærhaver. Selve fjordvandet har en frisk, lysegrøn farve fordi brævandet tilfører fine sandkorn ud i søen. Fjorden var tidligere en af de vigtigste færdselsårer mellem Bergen og fjeldbyerne på det indre østland. Folk tog over Sognefjeldet og rejste med rutebåd mellem Skjolden og Bergen. I dag går der vej på begge sider af Lusterfjorden, og man kan krydse fjorden med bilfærge fra Solvorn til Urnes. Den nationale turistvej, Sognefjeldsvejen, går fra Gaupne gennem mange små byer langs nordsiden af fjorden til Skjolden, og over Sognefjeldet til Lom. Den smalle og fredelige strækning mellem Urnes og Skjolden kaldes ofte den romantiske vej”.

Fogedgården Talle

4 billeder fra Fogedgården Talle: Et gammelt luftfoto t.v.(lånt af Bjarne Talle), Talle som den ser ud i dag og et billede med udsigt fra gården med buske af bær og til sidst udsigt fra Sørheim over til Talle. (Foto: Gunnar Larsen 2004) Første stop på den slægtshistoriske besøgstur var gården Talle. Gunnar Larsen beretter:

Efter et besøg på Gaupne bibliotek kunne vi ud fra gamle kort nogenlunde stedfæste gården nogle kilometer uden for byen Luster. Men gården var ikke let at finde, da den lå på en skråning. Da vi kom frem, stod der familien Talle på døren. Jo, dette måtte være resterne af fogedgården Talle. Et gammelt billede, vi fik lov at se af Erik Talle, viste nogle af de ældste bygninger. Her havde Søffren Lauritzsøn boet!

På internetsiden http://www.nrk.no kan man læse følgende om Søffren Lauritssøn:

Søffren Lauritssøn Heiberg (1575-1653) fra Jylland, bosat på Talle i Luster. Jordejer og foged. Han kom til Sogn sammen med broderen Anders Lauritzøn Heiberg, som ved at få hånd om det gamle gods til Benkestok-slægten var en af de største jordejerne i Sogn. Søren Lauritssøn Heiberg lejede Talle fra 1612 og købte gården i 1627 sammen med gården Melheim i Indre Hafslo. Han var foged i Sogn i 1630, og ejede med årene ejendomme svarende til 15 storgårde.

Søffren Lauritssøn fik lavet et epitafium, som forestiller ham, hans kone Anna Madsdatter og hans 6 børn. Epitafiet hænger i Dale kirke i Luster. En af sønnerne var Laurits Søffrenssøn som var forvalter på Sørheim-godset (se omtale nedenfor).

Dale Kirke i Luster

Billederne viser Dale Kirke og epitafiet af Søffren Lauritssøn. (Foto. Gunnar Larsen 2004)

I anledning af kirkens 750 års jubilæum i år 2000 blev der udgivet en bog: “Dale Kyrkje i Luster 750 år, Kyrkja, folket og bygda”. Som titlen angiver, findes der i bogen dels en beskrivelse af kirken og de forandringer, der er sket med den, dels en omtale af sognet og dets beboere helt op til vores egen tid. Anne Marta Hoff indleder i bogen sin beskrivelse af Dale kirke således:

Lusterfjorden skærer sig nordøstover, ind mellem de tunge fjeldmassiver inderst i Sogn. På nordvestsiden, der hvor Dalsdalen åbner sig mod fjorden, ligger Dale kirke nær ved strandkanten. Her er lustringerne kommet gennem 750 år til lands eller over fjorden fra de små steder på østsiden. Om de så kirkens spejbillede i vandfladen når de kom, eller hårde vindstød gjorde kirkevejen tung, så var det det hvidkalkede gudshus som var målet for færden, en enkel bygning set på afstand, men med et rigere formsprog for dem, som kom nærmere, bare et hus; men et hus, som bar i sig skjulte rigdomme for dem, som kom nær nok.

Dale kirke er bygget i 1240-erne. Interiøret stammer fra Middelalderen og barok-tiden og er et af de bedst bevarede kirkeinteriører i hele Norge. Indgangsportalerne er lavet af fedtsted og regnes for det bedste i norsk stenkunst fra Middelalderen. Man ved ikke, hvem der har udført stenhuggerarbejdet; men meget tyder på, at det er udenlandske håndværkere. Det indre af kirken er rigt dekoreret. Bl.a. fandt man ved en restaurering i 1950 tre forskellige lag af kalkmalerier. Som omtalt ovenfor forestiller et af epitafierne Søffren Lauritssøn og hans familie, et andet broderen Anders Lauritssøn med familie. Tilstedeværelsen af disse to mindetavler antyder, at brødrene Lauritssøn har været indflydelsesrige personer i Luster.

Sørheim Adelsgods

4 Billeder fra Sørheimssiden – den romatiske vej -med museet for Lerum konserversfabrik og Muntehuset ved Kroken. (Foto: Gunnar Larsen 2004)

Gunnar Larsen fortæller:

Da vi nåede til Sørheim, kunne vi kun se nogle gamle bygninger fra konservesfabrikken Lerum, og lokalbefolkningen, vi talte med, var ikke rigtig klar over, hvor hovedbygningen for det man kaldte Sørheims-godset lå – godset omfattede ca. 40 gårde omkring Luster. En underlig fornemmelse, at her har Laurits Søffrenssøn været godsforvalter i midten af 1600-tallet, og at både Mathias og Thue Lauritssøn Lyster er født på Sørheim.

Slægtsforsker Lars Øyane skriver i “Gards- og Ættesoge for Luster” om Lars Sørenson (identisk med Laurits Søffrenssøn) Natvik fra Talle:

- var født omkring 1612. Lars Sørenson flyttede i en ung alder til Bergen, hvor han tog borgerskab 28. jan 1635 (23 år gammel). På samme tid giftede han sig første gang med Clara Berntsdotter Nagel fra Bergen ( en søster til gårdbruger Bent Berntson Nagel på Kroken i Hafslo (1610-1679). Clara var født i Bergen omkring 1604, men døde i Bergen allerede omkring 1645. Omkring 1646 skal Lars Sørenson være flyttet tilbage til Luster, og på samme tid giftede han sig Aasta Thuesdatter Bahr, datter af sognepræst Thue Ancherson, Vang i Valdres og ægtefællen Margretha Christophersdatter Glad. Aasta var højt sandsynligt født i Vang, Valdres omkring 1625. Lars Sørenson var i 1649 af Corfitz Ulfeldt udpeget til forvalter af Kruckow-godset i Sogn, og samme år bosatte han og Aasta sig i Sørheim. Han sluttede som forvalter for godset i 1652; på samme tid hvor hele Sørheim på ny var samlet som et brug, og Lars og Aasta var boende som forpagtere eller lejere her på Sørheim lige til 1665.

På internetsiden http://www.nrk.no læse mere om Sørheim-godtsets historie:

Gården Natvik

Billede af gården Natvik i Vikadalen ( Foto: Per Bjørkum 2004)

Gunnar Larsen fortæller videre:

Vi nåede ikke at besøge gården Natvik i Vikadalen, men jeg tog kontakt til den nuværende ejer Per Bjørkum, som henviste til en slægtning , den kendte slægtsforsker og professor Andreas Bjørkum, der skulle vise sig at være et spændende bekendtskab. Andreas Bjørkum var ved at skrive en bog færdig om gården Natvik, hvor han selv havde boet. I denne nye bog “Saga om Viki og Vikadalen”, som jeg senere modtog, står der et afsnit om Lars Sørensen og Aasta Tuedatter. De kommer til gården 1665 og købte halvdelen af Ola Sørheim. Mathias var født 1655 og var altså 11 år på dette tidspunkt. Tue var født 1660 og var kun 6 år på dette tidspunkt. Det spændende slægtshistoriske er, at disse 2 børn er vokset op på denne gård. Faderen dør i 1668 og Aasta fører gården videre og har ansvar for børnene og deres opdragelse og uddannelse. Der kommer en retssag med farbroderen Anders Lauritsen Heiberg. Anders taber retssagen og skal betale Aasta og hendes børn en erstatning. Desværre nævnes børnenes navne ikke, og jeg har uden held forsøgt at finde disse i Stadsarkivet i Bergen.

Det ældre billede er af gården Natvik fra 1880 (foto:Bjørkum)

Billedet af den gamle gård viser lidt af miljøet, hvor børnene Mathias og Tue er vokset op. På denne baggrund bliver Andreas Bjørkums nyudgivne bog på 507 sider om gården Natvik særdeles vedkommende og er den slægtshistoriske bog, der kommer tættest på præstebrødrene Mathias og Tues barndomsmiljø. Her følger et citat fra bogen (side 314 – 315), hvor Andreas Bjørkum omtaler Heibergslægten:

Den ældste kendte mand af Heiberg-slægten er fogeden Anders Lauritsson som var født omkring 1570 og levede til omkring 1630. Han var ejer af meget jordegods i Sogn, skriver Per Tang fra Hafslo (se Tidsskrift udgivet af Historieforening for Sogn 1950, side 15). Anders Lauritsson boede på gården Får (Får folk har skrevet sig Fuhr), og slægten kom senere til Rønnei i Luster (samme kilde side 15; i Gaupne). Broderen fogeden Søffren (Søren) Lauritsson boede på Talla (udtalen er Tadla; de skrev Talla) i Luster (Tang, samme kilde). Begge har sit epitafium (sin mindetavle) i Dale Kirke (Aschehoug og Gyldendals store norske leksikon, bind 5, 1981, side 585). Det er fra Søren Lauritsson Heiberg og sønnen Anders min slægt er i lige linie frem til nu. De to brødre, fogederne Anders og Søren Lauritzsøn er sat op som forfædre til Heiberg-slægten i Norge ( Norsk Allkunnebog 5. bind 1953, spalte 943); slægten her og en dansk gren (se  Aschehoug og Gyldendals store norske leksikon bind 5, side 585; de bygger på bogen af G.[ert] F.[alch] Heiberg, Slægten Heiberg. Et gammelt sagn Jostedals-rypen knytter sig slægten (efter de samme kilder). Men det er Sørens sønner, Laurits og Anders, som kom direkte ind i vor gård- og slægtshistorie. I 1666 er Laurits Sørensson Heiberg ejer af den halve gårdpart som Ola Sørheim havde i Viki (se side 35),  og den anden halvpart ejede broderen Anders Sørensson Heiberg, embedsdommer i I.[indtre] Sogn (Laberg 1932, side 194). Laurits må være død før 1670, for det år ejede enken Aasta Tuesdotter det manden  havde ejet af gården, skriver Laberg. Hun styrede hele gården,  idet hun lejede den anden halvdel af svogeren og embedsdommer, fortæller Laberg. Laurits Sørensson havde tidligere været styrer af adelsgodset Sørheim i Luster,  men var arbejdsløs der (Laberg, side 195). Han kom så til Nattvik hvor han døde omkring 1668, skriver Laberg.

Lystergruppen 2006