Hvem er Hans Andersen Lyster ?

Mange slægtsforskere har i tidens løb stillet dette spørgsmål – men ingen har hidtil kunnet besvare det. Der er intet, som forbinder ham til præsterne Lyster – navne som Aaste, Tue, Clemen eller Didrich findes ikke i hans slægt, og der er heller ikke tradition for højere uddannelser. Hans slægtsnavn er også set som Lister eller Listes.

På 44. slg. Asseregaard i Klemensker nævner Kristian Kure en Anders Lister eller Liister, som skulle have boet der omk. 1610 – kan Hans Andersen Lyster være en efterkommer af ham?

Hvor Hans Andersen Lyster har fået slægtsnavnet fra, er umuligt at sige. Der er et sted, som hedder Lista både i Norge og Sverige. Der er en lille bebyggelse, List, på øen Sild. Hvorfor ikke Listed nord for Svaneke?

Forfædrene kunne også være fra Luster i Norge, ligesom præsterne Tue og Mathias Lauritssøn – men der er endnu ikke vist et slægtsskab med disse præster.

Hans Andersen Lysters far hed Anders og hans mor kunne hedde Bodil (Boel) – det hedder den ældste datter i Hans Andersen Lysters 1. ægteskab, og hendes mormor hedder ikke Bodil.

Der var 3 børn – muligvis flere:

1. Hans Andersen Lyster – født omk. 1698.

2. Sidsele Andersdatter – født omk. 1700 (se skifte: BPLSnr.33 side 462 19.april 1736)

3. Jens Andersen Lyster – matros på Holmen, København. (se BPLS ekstrakt 1760 side 1 nr. 1 8. januar 1760):Afdøde Ole Olsen, Tegn, Olsker. Enke? 2 brødre 4 søskende….F: Karen Olsdatter, gift med Jens Andersen Lister, Holmen, København.

Vi ved altså, at Hans Andersen Lyster er født omk. 1698 – og døde i 1784 i Klemensker.

Han blev gift 3 gange og boede på 25. slg. (Splidsgaard) parcellen (Splidsemøllen?) i Klemensker.

Desværre er Klemensker kirkebøger før 1800 brændt, så her er ingen hjælp at hente.

I Morten Pedersens optegnelser (degn eller kirketjener i Klemensker 1783-1800) nævnes både Hans Andersen Lysters og hans 3. hustrus begravelse.

Vi må søge i de bornholmske skifte-protokoller og her finder vi ham nævnt første gang i 1730 (BPLS nr. 32 side 135b 26.oktober 1730 skifte nr. 51), hvor hans svigerfar Lars Michelsen, 45. slg. (Kaggaard) Vestermarie er død. I skifteprotokollen står der bl.a.:

Datter: B: Ellen Laursdatter, gift med Hans Andersen (slægtsnavnet Lyster eller sogn er ikke nævnt, men det må være ham). Ellens mor, Gundel Nielsdatter, døde i 1717( BPLS nr.16 side561) 30.september 1717). I skiftet efter hende står der, at hun var gift med Laurs Michelsen, 45. slg. (Kaggaard) Vestermarie. Her får vi oplyst, at Ellen var født i 1701.

I 1752 døde Ellen Laursdatter ( BPLS nr. 37 side 143b 21.juli 1752). 1 søn og 6 døtre står som arvinger. Efter børnenes alder må Hans og Ellen være gift omk. 1730 og de boede på 25. slg. parcel i Klemensker. Sønnen Lars må være opkaldt efter Ellens far, som døde i 1730. Hans Andersens Lysters far må altså være død efter 1730, hvis navnetraditionerne er fulgt.

Hans Andersen Lyster gifter sig ret hurtigt igen med Karen Hansdatter. Hun må være datter af Hans Pedersen og Karen Mortensdatter, 56. slg (Tingsted) i Vestermarie (se BPLS ekstrakt 1762 side 45 nr. 63 9.juni 1762). Hun dør allerede i 1758 (BPLS nr. 37 side 568 25. april 1758).

Der er 1 søn i ægteskabet – han er døbt Anders efter sin farfar.

Hans indgår sit 3. ægteskab omk. 1760 med Giertrud Jørgensdatter. Hun var datter af Jørgen Hansen Drejer og Ellen Stephansdatter.

Ved folketællingen for Klemensker i 1787 er der nævnt en søn Hans Hansen Lyster fra dette ægteskab, født omk. 1761. I samme folketælling er også nævnt en yngre datter. Der er ikke noget skifte efter Hans Andersen Lyster eller hans 3. hustru.

Da det som ovenfor nævnt ikke har været muligt at knytte Hans Andersen Lyster til den øvrige Lyster-slægt, må vi indtil videre behandle Hans Andersen Lysters efterkommere som en selvstændig slægt.

Lystergruppen/2006.